Galleri  Agerskov

Repræsenteret i Kunstbogen : 101 Kunstnere 2017

Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten , redaktør af Kunstavisen skriver:

Krak Danmark fortæller os, at Elisabeth Agerskov bor i Stoholm med Skive Fjord liggende til nordvest og Hjarbæk Fjord liggende til nordøst.

Om det er ved disse egne, at hun har fundet sine motiver, er ikke til at sige. Det er simpelthen ikke muligt at stedfæste lokaliteterne helt præcist, og det er næppe heller det, der har været Elisabeth Agerskovs hensigt. Det, vi ser på malerierne, er en personlig og subjektiv tolkning af det sete. Et udtræk af de karaktertræk ved landskabet, som for hende er de essentielle.

Man kan skrive pænt og generelt om de mange lag i maleriet, om den spontane penselføring og om den fine balance mellem abstrakte farvetåger og den mere stramme geometriske inddeling af billedfladen i form af horisontale skillelinjer og de vertikale støttepunkter, der skabes af siv, græsser, hegn og bundgarnspæle. Det er en kunstner, der kan sit kram såvel koloristisk som kompositorisk.

Der er imidlertid én ting, der gør Elisabeth Agerskov til en specielt spændende kunstner. Hun kan fange lyset. Det nordeuropæiske, skandinaviske og danske lys. Alle, som har rejst i middelhavsregionen, kender det skarpe, næsten skærende lys, som hersker der, og som vi genkender i van Goghs og Matisses malerier. Folk, som har besøgt tropeegnene, nikker genkendende til Gauguins Tahiti-billeder og, fra vores egen tid, Peter Doigs malerier fra Trinidad.

Lyset i Elisabeth Agerskovs malerier er helt anderledes. Man kan med det samme næsten fysisk mærke Nordens mere sarte lys, mættet af vanddamp og præget af det faktum, at vi ikke har mange rene solskinstimer på vores breddegrader. Himlen er ofte overskyet i disse malerier domineret af blygrå og sorte nuancer. Som vi alle ved, lurer solen lige under skydækket, og i de fleste af Elisabeth Agerskovs billeder er den lige ved at bryde igennem. Noget, der skaber en diset og tåget effekt, hvor et mylder af farvetoner melder sig i koret. Og når en enkelt lysstråle pludselig trænger igennem skymasserne, eller aftensolen viser sig på himlen, oplyses strandengene af gyldne, mælkehvide og orange glimt.

Sammenlignet med van Goghs og Matisses henholdsvis lidenskabelige og skønhedssøgende palet er tonen i Elisabeth Agerskovs malerier afdæmpet, blid og diskret. Til gengæld rammer hun lige præcis alt det, man forbinder med den danske natur og det danske landskab. Man kan mærke den inderlighed og begejstring, hvormed hun fanger lyset, vandet, jorden og himlen. Det føles ægte. Det føles sandt. Det er malerier, man bliver rigtig glad af at kigge på.